QGIS.DK | En beretning om at skifte fra MapInfo til QGIS
76
single,single-post,postid-76,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-9.5,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

En beretning om at skifte fra MapInfo til QGIS

Af Anette Rosengård Poulsen, December 2015, Frederikssund Kommune

I min organisation har vi udfaset MapInfo og erstattet det med QGIS!

 

Jeg er i den forbindelse blevet kontaktet af rigtig mange med spørgsmål til processen, den praktiske fremgangsmåde, fordele og ulemper og meget mere. Med denne artikel vil jeg forsøge at gøre vores erfaringer tilgængelige for så mange som muligt.

 

Hvad er QGIS?

QGIS er et gratis open source GIS program, der anses for at være det bedste open source GIS program i verden. QGIS understøtter næsten alle GIS dataformater, analyseværktøjer og avancerede printmuligheder. Hvis du vil vide mere om selve QGIS, så læs mere her http://docs.qgis.org/2.8/en/docs/user_manual/preamble/features.html eller her https://en.wikipedia.org/wiki/QGIS

Hvorfor anvende QGIS?

Under min udannelse som geoinformatiker ved Københavns Universitet blev vi i alle fag, projekter og opgaver formanet, at vi skulle lægge vægt på de (GIS)-teoretiske metoder og ikke på beskrivelse af et givet programs funktionalitet. Så længe vi var velbevandret i teori og metode, kunne enhver opgave løses i såvel ét program som et andet. Så hvorfor betale for noget, når man kan få det gratis?

Men hvad var startskuddet til at tage netop QGIS i brug?

  1. Jeg manglede funktionalitet i MapInfo. Jeg savnede især muligheden for gode raster-analyser og udvidede tematiseringsmetoder.
  2. Jeg manglede licenser. Flere ønskede licenser til desktop GIS og da KL netop havde anbefalet, at man ikke længere skulle benytte desktop, men kun WebGIS af hensyn til potentielle besparelser, måtte vi i stedet finde noget gratis.
  3. QGIS fungerer fantastisk med spatielle databaser. Med kun få klik er alle tabeller fra en spatiel database læst ind i QGIS, klar til visning, redigering og analyse.

Hvad siger IT-afdelingen til open source installationer?

IT supporterer QGIS på samme måde som MapInfo. Det vil i vores organisation sige, at de laver udrulningspakker og installerer programmet på brugernes PC’er på lige fod med ethvert andet program i organisationen.

QGIS er open source, men lad mig straks aflive den myte, at det af den grund er farligt, usikkert og dårligt. I vores organisation har holdningen været den, at hvis den GIS-ansvarlige i øvrigt står inde for selve programmet, så har IT ingen grund til at skelne mellem open source og ikke open source. Her kan jeg i øvrigt også henvise til os2web.dk, som indeholder en stribe open source programmer, som især anvendes i kommunerne.

Hvem leverer QGIS?

Der findes ikke en leverandør af QGIS, og således heller ikke en fast support, som mange traditionelt har været vant til at købe sig til. Til gengæld findes der til QGIS langt flere online muligheder for hjælp 24/7:

  1. youtube og google vrimler med spørgsmål, svar, videoer og undervisningsmateriale – det meste på engelsk
  2. også på dansk er der meget materiale tilgængeligt, som kan findes gennem qgis.dk
  3. yammer.com er der en gruppe, QGIS – DK, hvor man kan stille alle slags spørgsmål på dansk. Man skal desværre inviteres for at være med, send en mail til gis@frederikssund.dk for at blive inviteret til at være medlem. Her svares på mange spørgsmål og svaret kommer som regel temmelig hurtigt.
  4. mange danske virksomheder kan i dag være behjælpelige med at svare på spørgsmål vedrørende QGIS. Ingen nævnt, ingen glemt, men på yammer.com, QGIS – DK, kan man komme i kontakt med dem alle, herunder også andre brugere, som evt. ville kunne anbefale forskellige virksomheder.

Hvordan vedligeholdes og videreudvikles QGIS?

Der er ikke et kommercielt firma bag QGIS, hvad der kan få mange til at stille spørgsmålet: hvordan bliver programmet vedligeholdt og udviklet?

QGIS bliver videreudviklet i et stort netværk af frivillige og organisationer finansieret gennem sponsorater og donationer. Hvis en bruger/organisation mener at have opdaget en fejl eller har et ønske til udvidet funktionalitet, kan denne enten oprette en fejlbeskrivelse og håbe på, at nogle af de frivillige i netværket har lyst til at rette fejlen eller udvikle det nødvendige. Eller man kan bidrage med den nødvendige økonomi for at få det løst. Rigtig mange firmaer, organisationer og projekter har gennem tiden doneret og sponsoreret penge, så QGIS i dag er et elite GIS-program, der måler sig i klasse med de store kommercielle GIS-programmer. Men den slags metoder er meget fremmede for de fleste almindelige GIS-administratorer rundt omkring i de danske organisationer. Det vil ikke være naturligt for ret mange af os at oprette et issue (fejlbeskrivelse eller forbedringsforslag) i et internationalt, online forum, hvor erfarne sidder klar til at svare og stille spørgsmål tilbage igen.

Den danske QGIS brugergrupper

Men i oktober 2015 blev der heldigvis stiftet en ‘QGIS brugerklub Danmark’. Om end brugerklubben i skrivende stund formodentlig ikke endnu har fundet deres ben at stå på, så håber jeg på, at denne netop kan skabe et dansk forum, hvor vi kan diskutere og stille spørgsmål på dansk, og samle op på spørgsmål og gennem de gode danske ‘nørder’ få videregivet fejlbeskrivelser og forbedringsforslag via de rigtige kanaler.

Hvordan reagerer brugerne?

Forandringer er altid svære at håndtere i en travl hverdag og reaktionen er forventeligt: hvorfor?

Men ‘gratis’ ordet er svært at argumentere imod og når man kan præsentere løsninger, der understøtter det samme som MapInfo kan de fleste se fornuften i at spare de penge. Mange vil måske argumentere, at uddannelse og omstillingen i sig selv koster forholdsvist meget mere. Det må være op til den enkelte organisation at vurdere den del.

 

Asger_septima (1)

Hvordan kommer jeg igang?

Start med dig selv – hvis du læser denne artikel antager jeg at du er GIS-ansvarlig i din organisation, så du skal starte med dig selv. Investér din egen tid i at lære QGIS at kende. Tag et kursus, eller lav selvstudie. Der findes i dag introduktioner til QGIS på flere sprog og selv på dansk. Med blot én dags koncentreret selvstudie, kan man komme rigtig langt. Beslut dig for at udføre alle de fremtidige opgaver i QGIS, det er den eneste måde du bliver fortroligt med programmet på.

Når du er blevet fortrolig med det, kan du begynde at vise det til dine nærmeste kolleger og italesætte det fremtidige skift til QGIS. Fremhæv hvad du synes er smart og tilkendegiv, at der også er ting i QGIS, der ikke er helt på samme måde som i MapInfo.

Rigtig god fornøjelse!