OPLEVELSESBERETNING OG TAKKEBREV
Kære QGIS Brugergruppe Danmarks bestyrelse.
Jeg ønsker at benytte lejligheden til at udtrykke min taknemmelighed for legattildelingen til den internationale QGIS-brugergruppekonference 2025 i Norrköping. Det var en stor oplevelse for mig, at få muligheden for at deltage, udbygge mit netværk og blive inspireret til anvendelsen af QGIS, herunder blive klogere på programmets mange muligheder og hvordan disse kan bruges i relation til min egen karriere. Mødet med de mange brugere gjorde et helt særligt indtryk på mig og jeg tør allerede sige nu, at det ikke bliver min sidste deltagelse.
Tak for oplevelsen!
Inspirerende oplæg
I det følgende vil jeg beskrive tre oplæg, som gjorde et særligt indtryk på mig. Oplæggende omhandler henholdsvis: Et plugin til elementgenkendelse på satellitbilleder (EasyEarth), Maskinlæring i QGIS, samt et oplæg om ruteplanlægningspluginnet ORSTools.
EasyEarth: Get up and running with any Earth Observation model
Denne præsentation inspirerede mig, grundet min store interesse for remote sensing data. Pluginnet EasyEarth er i stand til at hjælpe med klassificeringen af de forskellige elementer der findes på et billede. Det gøres ved hjælp af eksisterende modeller, der med træningsdata er trænet til genkendelsen. Med pluginnet kunne man, ved blot at placere et punkt, få det til at finde udbredelsen af for eksempel træer eller landskaber og derved spare store mængder tid på at skulle digitalisere på traditionel vis. Oplægget ledte ydermere til en dialog om den nuværende mulighed for forbedring, for eksempel ved at angive hvilken model der havde bidraget til resultatet. På den måde kunne man gennem forskellig forskning, blandt andet blive klogere på den forventede nøjagtighed. At sidde med og kunne lytte til, samt bidrage til den faglige debat, gjorde mig klogere på den brede viden og faglighed der findes i QGIS fællesskabet.
From Zero to Hero: Get Started with Machine Learning in GIS
Maskinlæring har for mig været et koncept jeg længe gerne har villet blive klogere på, grundet dets store popularitet og potentiale. Indtil nu har min viden dog været begrænset. Oplægget vurderede jeg værende et grundlæggende oplæg, der beskrev hvad maskinlæring er og hvor det andet anvendes. Oplægget indeholdt ydermere nogle eksempler på anvendelsen. Det var for eksempel temperaturantagelser på områder med manglende datadækning. Ud fra regression, hvor der blev inddraget parametre som for eksempel vegetation eller nærhed til vand og historiske målinger, kunne modellen trænes til at lave en udfyldning af de manglende områder med relaterede parametre i betragtning. Et andet eksempel var en klassificering af et større område baseret på træningsdata af et mindre udsnit. Generelt i oplægget blev der snakket om hvilke data og overvejelser, der havde været i forhold med træningsdata. Dette gav en god hands-on idé om, hvordan det kunne bruges i en bredere kontekst end blot de viste eksempler. Ligeledes blev der snakket om, hvordan datakvalitet og en efterfølgende kvalitetssikring var elementer af betydning for en korrekt anvendelse af maskinlæring, da man ikke blot kunne antage at resultaterne reflekterede den præcise virkelighed. Derimod skulle det ses som et kvalificeret bud afhængig af inputsne.
ORSTools – using a global routing engine directly from QGIS
I oplægget vedrørende ORSTools (openrouteservice tools) blev der snakket om teori til ruteberegningsalgoritmer, for eksempel de forskellige elementer af et netværk. En forklaring af algoritmen der ligger bag en beregning af ruter blev fremlagt i sin simple form, hvilket var interessant at blive klogere på, da ruteberegning er noget man bruger i det daglige gennem for eksempel google maps. Der blev til oplægget gennemgået relations, herunder hvordan vejbomme inddrages og udgør en forhindring der spiller ind på resultatet. En anden ting der blev gennemgået, var fremkommelighed. For eksempel hvor langt man kunne nå fra et hospital indenfor 10 min, til gavn for eventuel planlægning af fremtidig infrastruktur og byudvikling. Et konkret eksempel der blev udført live, var selve ruteplanlægningen. Her blev punkter sat, flyttet rund på og med den indbyggede funktion live preview, fik man et øjeblikkeligt resultat.
ORSTools kommer med tilhørende processeringsværktøjer, herunder isochrones til fremkommelighedsanalyser eller snapping.
ORSTools bruger OpenStreetMap data, hvorfor der også blev snakket lidt om datagenerering, tilgængelighed og udvidelse af OSM datasæt.
Oplægget gav stof til inspiration, herunder hvordan ruteplanlægning i relation til kommunale driftsopgaver, vandreruter med udsigtspunkter eller lignende kunne udføres.
Samlet for alle tre oplæg og konferencen helt generelt, kan jeg sammenfatte, at det har været et super godt event at være deltager på. Jeg er kommet hjem klogere, mere inspireret til egne opgaver og med et langt større netværk. Et netværk, som jeg glæder mig til at møde til fremtidige konferencer, samt følge i deres arbejde gennem youtube-kanaler, LinkedIn og lignende.
Med venlig hilsen
Jesper Nielsen