Indkaldelse til brugergruppens ordinære generalforsamling d. 11. maj 2026.
Dagsordenen for generalforsamlingen er som beskrevet i vores vedtægter.
Dagsorden for Generalforsamlingen:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning
4. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab for 2025
5. Planer for det kommende år
6. Godkendelse af budget for 2026 & 2027 samt fastsættelse af kontingent
7. Eventuelle forslag til afstemning
8. Valg af bestyrelse og suppleanter
9. Valg af revisor
10. Eventuelt
Ad. punkt 4:
Det reviderede regnskab kan ses her.
Ad. punkt 6:
Budget for årene 2026-2029 kan ses her.
Ad. punkt 7:
Generalforsamlingen kan ikke behandle punkter, som ikke er på dagsordenen, eller punkter som ikke er blevet varslet på behørig vis i overensstemmelse med gældende vedtægter.
Bestyrelsen stiller fire forslag til ændring af vedtægterne til afstemning:
Forslag 1: Ændring af §8, hvor vi gerne vil fjerne medlemsskabet for studerende, pensionister og arbejdssøgende for at gøre det mere simplet at administrere kontingenter
Nuværende ordlyd:
§ 8: Der findes tre typer af medlemskaber, der følger regnskabsåret:
▪ Personligt medlemskab.
▪ Personligt medlemskab for studerende, pensionister eller arbejdssøgende.
▪ Medlemskab for firmaer og organisationer.
Ændres til:
§ 8: Der findes to typer af medlemskaber, der følger regnskabsåret:
▪ Personligt medlemskab.
▪ Medlemskab for firmaer og organisationer.
Bestyrelsen ønsker at gøre det mere simpelt at administrere kontingenter ved at reducere opkrævningen fra 3 typer til 2 typer.
________________________________________________________________
Forslag 2: Ændring af §10, hvor vi gerne vil ændre afholdelsesdatoen for generalforsamlingen, så denne – så vidt muligt – skal være afholdt inden udgangen af juni måned
Nuværende ordlyd:
§ 10: Der holdes ordinær generalforsamling én gang årligt. Denne forsøges for så vidt muligt afholdt i marts måned, alternativ hurtigst muligt herefter. Generalforsamlingen indvarsles elektronisk senest 21 (enogtyve) dage før afholdelsen og skal afholdes i Danmark.
Ændres til:
§ 10: Der holdes ordinær generalforsamling én gang årligt. Denne afholdes inden udgangen af juni måned, alternativt hurtigst muligt herefter. Generalforsamlingen indvarsles elektronisk senest 21 (enogtyve) dage før afholdelsen og skal afholdes i Danmark.
Bestyrelsen ønsker dette ændret, så vi kan nå at afholde Generalforsamling inden udgangen af andet kvartal.
________________________________________________________________
Forslag 3: Ændring af §25, hvor vi gerne vil gøre det lettere at stemme vedtægtsændringer igennem
Nuværende ordlyd:
§ 25: Beslutning om ændringer af nærværende vedtægter træffes på foreningens generalforsamling. Forslag til vedtægtsændring skal fremgå af dagsordenen. En vedtægtsændring er kun gyldig, såfremt 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret ved generalforsamlingen, og hvis den tiltrædes af mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer inklusiv fuldmagter. Repræsenterer generalforsamlingen ikke 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer skal bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der tidligst kan afholdes 14 (fjorten) dage senere. Ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, skal der igen redegøres for vedtægtsændringen. På den ekstraordinære generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages ved simpelt flertal inklusiv fuldmagter.
Ændres til:
§ 25: Beslutning om ændringer af nærværende vedtægter træffes på foreningens generalforsamling. Forslag til vedtægtsændring skal fremgå af dagsordenen. En vedtægtsændring er kun gyldig, såfremt mindst 30% af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret ved generalforsamlingen, og hvis den tiltrædes af mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer inklusiv fuldmagter. Repræsenterer generalforsamlingen ikke mindst 30% af de stemmeberettigede medlemmer skal bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der tidligst kan afholdes 14 (fjorten) dage senere. Ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, skal der igen redegøres for vedtægtsændringen. På den ekstraordinære generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages ved simpelt flertal inklusiv fuldmagter.
Bestyrelsen ønsker, at kravet til fremmøde sænkes fra 3/4 til 30 % af de stemmeberettigede medlemmer, hvilket gør det lettere for bestyrelsen at gennemføre nødvendige vedtægtsændringer uden at blive bremset af lav deltagelse på generalforsamlingen.
________________________________________________________________
Forslag 4: Ændring af §26, hvor vi gerne vil sikre at nedlæggelse af foreningen ikke længere automatisk følger de lempeligere regler for vedtægtsændringer i § 25, men nu er reguleret særskilt med klare krav, så bestyrelsen sikrer, at en så vidtgående beslutning kun kan træffes med bred opbakning.
Nuværende ordlyd:
§ 26: Generalforsamlingen kan beslutte at lade foreningen ophøre efter samme regler som angivet i § 25.
Ændres til:
§ 26: Generalforsamlingen kan beslutte at lade foreningen ophøre ved en generalforsamling med punktet: “Nedlæggelse af QGIS Brugergruppe Danmark”. Beslutningen vil kun være gyldig, såfremt ¾ af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret ved generalforsamlingen, og hvis den tiltrædes af mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer inklusiv fuldmagter. Repræsenterer generalforsamlingen ikke ¾ af de stemmeberettigede medlemmer skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, der tidligst kan afholdes 14 (fjorten) dage senere. Ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, skal der igen redegøres for nedlæggelsen. På den ekstraordinære generalforsamling kan nedlæggelsen vedtages ved simpelt flertal inklusiv fuldmagter.
Bestyrelsen foreslår at ændringen godkendes, så nedlæggelse af foreningen ikke længere automatisk følger de lempeligere regler for vedtægtsændringer i § 25, men nu er reguleret særskilt med klare krav, så bestyrelsen sikrer, at en så vidtgående beslutning kun kan træffes med bred opbakning.
Deltagelse i generalforsamlingen:
Er du medlem af QGIS Brugergruppe Danmark, og vil du gerne deltage i generalforsamlingen, men kan ikke komme til Odense? Skriv til info@qgis.dk inden d. 1. maj, så finder vi en måde, hvor du kan deltage online i generalforsamlingen (kun generalforsamlingen).