QGIS event d. 12. november 2020
Igen i år inviterer brugergruppen til QGIS-event dagen før Kortdage, der i år foregår online d. 10. november kl. 10.00. Programmet består af følgende tre oplæg:
Nye GeoDanmark baggrundskort fra Kortforsyningen
v. Allan Gyldendal Frederiksen, Syddjurs Kommune
Få viden om de nye GeoDanmark baggrundskort fra Kortforsyningen. Allans oplæg vil handle om processen omkring tilblivelsen og overvejelser bag kortene. Allan vil gennemgå teknikken bag produktionen, og teknikken omkring udstillingen. Der vil også være en gennemgang af de forskellige GeoDanmark temakort, som også er nye. Der vil være en demonstration af anvendelsen i QGIS. Og til sidst noget om planerne for fremtiden.
Allans slides finder du her.
Natur og landbrug – egnethedsanalyse til store sammenhængende naturområder
v. Adam Feinberg, Danmarks Naturfredningsforening
Adam vil vise, hvordan han bruger QGIS til at lave en screeningsmodel til at støtte beslutninger vedr. udtagning af landbrugsjord til sammenhængende naturområder. Målet er at finde de områder, der samtidigt med at have et lavt dyrkningspotentiale, også har stort potentiale for at opnå store økosystemværdier, udover at være vigtige for biodiversitet. Man kan se det som en analyse af forventede “trade-offs”, og synergier, og en måde til at maksimerer de højest prioriterede gevinster. Kortet er landsdækkende. På baggrund af kortet, udvælges områder på god gammeldags facon med blyant og viskelæder, så ekspertvurderinger kan inddrages i de udvalgte områder. Derfor er kortet designet som et støtteværktøj til beslutningstagning, ikke som en model, der kan udpege områder selv. I oplægget vil Adam give en overordnet introduktion til emnet og problemstillingen, fortælle om metoden og give et eksempel på, hvordan modellen anvendes. Desuden vil Adam vise hvordan model-builder funktionen i QGIS bruges til dette.
Opsætning af rapporter
v. Klaus Agerskov, Notiogis
Klaus vil vise, hvordan man kommer igang med at bruge Reports i QGIS. QGIS-rapporter giver dig mulighed for at inkludere sidehoved- og sidefod og kortlayouter. Altsammen pakket ind i en praktisk løsning, der også inkluderer omslagssider, oversigtskort, almindelige forklaringssider osv., hvilket helt sikkert kan spare dig meget tid på selv at indsætte og oprette sider. Og ydermere nemt hvis der er noget der løbende skal opdateres. QGIS-rapporter er lidt ligesom en udvidet version af Atlas-funktionen, men opsætningen er noget anderledes, så følg godt med i Klaus’ præsentation.
Arrangementet foregår via Zoom. Har du tilmeldt dig via nedenstående link, så vil du modtage et link til Zoom-mødet ca. en time inden arrangementet afholdes.
Tilmelding er ikke længere muligt.
Meld dig til her.
Sidste frist for tilmelding er d. 9/11 kl. 14.00.
Medlemskab af QGIS Brugergruppen er ikke påkrævet for at deltage i arrangementet.